POP Festival
10. - 19. Oktober 2025
Nu har vi et virkeligt godt bud til efterårsferie-aktiviteter for de nysgerrige og legesyge børn!
POP Festival arrangeres i et samarbejde med Public Performance og Teater Hund.
Programmet på Anemonen består i to forrygende performances opsætninger for børn: PARKLIFE & 50 FARLIGE TING.
Er I nysgerrige på det resterende program for POP performance festival, kan I finde det hos Teater Hund.
PARKLIFE
10. - 14. oktober 2025
8 - 12 år
Mødested på Hauser Plads foran Anemonen, derefter foregår forestillingen i Kongens Have.
Varighed: 40 minutter
Praktisk: Husk godt udendørs tøj
PARKLIFE er en udendørs lydforestilling, som finder sted i Kongens Have. Vi mødes ved Anemonen, hvor alle deltagere udstyres med trådløse høretelefoner. Derefter går turen til parken, hvor selve oplevelsen udfolder sig. Løver, guder, magtkampe og nonbinære eventyr: forestillingen leder os lige ind i Kongens Have. Her er naturen under kontrol – de flotte, lige alléer og trimmede blomsterbede disciplineres stramt og symmetrisk – og de besøgende forventes at holde på formerne, mens de indhylles i historiens vingesus af løver, konger, dronninger, prinsesser og prinser blandt nydelige blomsterbede og skulpturer, der ophøjer mennesket over naturen.
Hvilken form for magt accepterer vi i dag? Den royale magt fremstår i dag mest som en kuriøs, dekorativ konstruktion. Lad os derfor bevæge os væk fra parkens velkendte stier og udfordre dens hierarki. I PARKLIFE for børn er prinsessen nonbinær, og kampe udspiller sig både mod løver, drager – og vores eget ego.
Forestillingen er skrevet og indtalt af Erik Pold (Public Performance), med lyddesign og musik af Jens Mønsted. Guiden hedder Frederikke Rønne Westergaard, og lydafvikling varetages af Pelle Skovmand.
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond.
Dette kan du også opleve på POP festival
50 farlige ting (alle børn bør prøve)
14. - 19. oktober 2025
4 - 9 år
Efterårsferien bliver alt andet end kedelig på Anemonen Teater!
Tag børnene med til en sjov, opfindsom og lidt vovet forestilling, hvor performancegruppen Live Art udforsker alle de ting, voksne normalt siger: “Lad være!”.
Kan man slikke på et batteri? Hvad sker der, hvis man kigger under låget, mens popcornene popper? Her bliver nysgerrighed til leg – og leg til mod. Perfekt til børn, der elsker at eksperimentere og finde deres indre opfinder frem!