Om teatret

 

Anemonen (tidligere kendt som Anemone teatret) har eksisteret i snart 30 år og har i alle årene formået at betage, henrykke, glæde og overraske både små og store størrelser. 

Anemonen er et intimt, stemningsfuldt Scenekunsthus i hjertet af København, der producerer, co-producerer egenproduktioner og lægger hus til de bedste gæstespil for børn og unge af andre teatre fra hele landet.

Anemonens Scenekunstskole er en del af det åbne scenekunsthus og Anemonens outreachprogram som henvender sig til henholdsvis skoler og institutioner samt børn og unge, der selv ønsker at stå på scenen i deres fritid.

Anemonen by night: Anemonen lægger også hus til andre arrangementer. Fx Vildskud - festival for uafhængig scenekunst, Deus ex Machina - an experimental, immersive, electronic music festival. Der er altid nye idéer i støbeskeen til samarbejder der kan være med til at åbne Anemonens lokaler op uden for de planlagte “spilletider”.


Det nye Anemonen er et nyt scenekunsthus for børn og unge i København, der i levende udvikling via udvalgte samarbejder og kompagniskaber sikrer en kunstnerisk udvikling med fokus på diversitet, kunstnerisk kvalitet og nye satsninger.

Anemonen har nu et kompagniskab med GRAENSE-LOES, der blandt andet førte til den anmelderroste ungdomsperformance, ”Love me tender” i 2017.

I mødet mellem det kompromisløse visuelle/auditive scenekunstneriske sprog, der kendetegner Graense-loes, og den velkendte børneteaterinstitution som Anemonen udspringer af, har vi sammen gradbøjet scenekunsten og skabt en friktion, som vi arbejder videre med, når vi sammen producerer “Kometen kommer” en historie fra Mumidalen af Tove Jansson. Kometen kommer får premiere i januar 2021.

 

Vision & værdi-grundlag

  • Anemonen er et åbent scenekunsthus, der nysgerrigt rækker ud.

  • På Anemonen mødes man på tværs af generationer og kulturer i fællesskab til samvær og nærvær ud fra en scenekunstnerisk oplevelse – både som deltager og som tilskuer. 

  • Med scenekunsten sætter vi fokus på at være barn eller ung i en moderne verden.

  • På Anemonen kan man mærke at teateroplevelsen er fælles lige nu og her – uanset om det er i forbindelse med en traditionel forestilling eller nogle af de mange andre aktiviteter, vi lægger hus til.

  • Her udvikler vi os via samarbejder med scenekunstproducenter fra hele landet og i dialogen med københavnske børnefamilier, skoler og institutioner.